Det er altid lidt rart, at få fyldt ens hjerne op med kunst. Og det var ved at være et stykke tid siden, jeg sidst havde været på ARoS.
Olafur Eliasson er en lidt sær islænding. Og nu her, er han altså lidt besat af den her farvecirkel. Hvilket jo også er fair nok. Skal ikke gøre mig til herre over, hvad man som kunstner må være besat af. Spørger jo heller ikke Kvium om, hvorfor han er så sær og godt kan lide at male smukke akvareller og oliemalerier af kvinder, der kigger sig selv op i skrævet. Eller hvorfor mændene på hans billeder har bryster. Kort sagt, man stiller ikke spørgsmål til kunst. MAN SER PÅ DET!
En del af hans udstilling var et helt mørkt rum med et vandfald af en slags. Og da jeg havde tævet alle møgungerne væk (vi var der en lørdag formiddag – note to self: gør det aldrig. Note to forældre: tag sgu da ikke jeres børn med på museum, hvis de hellere vil være irriterende og ligge og rode rundt på gulvet mens de skriger og går i vejen.) fik vi lige taget disse billeder:
